Mandag er den dag, hvor LOOPs medlemmer træner mest. Lørdag er den dag, hvor færrest kommer afsted. Kædens flittigste motionister findes i Ikast C, mens Rødovre topper LOOPs såkaldte nytårsforsætsindeks og dermed er det sted, hvor medlemmerne er bedst til at holde fast i træningen efter årets motiverede begyndelse. Og så er der dem, der for alvor har holdt fast: 10 medlemmer har været med siden LOOPs begyndelse for 20 år siden.
Tallene giver små indblik i LOOP-medlemmernes træningsvaner. Men ifølge LOOP fortæller de også en større historie om, hvad der er sket med fitness i Danmark. For 20 år siden var fitness i langt højere grad noget, man var. I dag er det for mange blevet noget, man gør.
Fra niche til noget, der skal klares mellem arbejde og aftensmad
Da det første LOOP åbnede i Viborg i 2006, var forestillingen om målgruppen en ganske anden end den, der siden viste sig at holde stik.
Lokalet var råt, træningen intensiv, og folkene bag konceptet forventede især at tiltrække mænd. I dag er 55 procent af LOOPs medlemmer kvinder. Samtidig er kæden vokset til 140 centre på landsplan.
Ifølge Mads Kanstrup Poulsen, direktør i LOOP Fitness, afspejler udviklingen en langt større forandring end den, der er sket i selve fitnesscentrene.
I vores første år oplevede vi, at fitness var mere en nichesport. Man gik i højere grad i fitness for at blive stærk, tonet og trænet. I dag er det blevet hverdagsmotion. Folk træner for at holde kroppen i gang, have det godt og kunne blive ved med at gøre de ting, de gerne vil, siger han.
Hvor fitnesscentret tidligere kunne være forbundet med dedikerede motionister og bestemte træningsmiljøer, oplever LOOP i dag medlemmer på tværs af alder, kropsbygning og træningserfaring.
Fitness uden at være fitness-typen
Netop den udvikling kan være med til at forklare, hvorfor et koncept fra 2006 stadig lever 20 år senere.
LOOPs grundlæggende cirkeltræning har ikke ændret sig markant. Maskinerne og princippet er i store træk de samme som ved begyndelsen. Ifølge Mads Kanstrup Poulsen er det bemærkelsesværdige, at medlemmernes forhold til træningen til gengæld har ændret sig.
Der kommer hele tiden nye trends og træningsformer i vores branche. Det tankevækkende er, at noget af det, vi lavede for 20 år siden, stadig virker. Det er ikke nødvendigvis det nye og smarte, der får mennesker til at holde fast. For mange handler det om, at det er overskueligt, genkendeligt og nemt at få gjort.
Det moderne forsamlingshus
Men én ting har ifølge LOOP fyldt mere og mere gennem årene: fællesskabet. Selvom fitness grundlæggende ofte er individuel træning, oplever kæden, at mange medlemmer kommer på de samme tidspunkter, møder de samme mennesker og opbygger relationer omkring træningen.
Vi ser en stor søgen efter mindre fællesskaber. Man mødes om noget konkret, er fysisk aktiv sammen og gør noget godt for sig selv. Det er individuel træning, men man gør det sammen med andre. For nogle medlemmer er det mindst lige så vigtigt, at der er nogen, der møder dem, når de kommer. Folk kommer selvfølgelig for at træne. Men de kommer også, fordi nogen siger godmorgen, fordi de møder de samme mennesker, og fordi de føler, at de hører til, siger Mads Kanstrup Poulsen.
Ti har været med hele vejen
I 2026 markerer LOOP 20-året for åbningen af det første center. Siden er ét center blevet til 140 i Danmark. Ti af fitnesskædens medlemmer kan samtidig fejre et lidt usædvanligt jubilæum: De har været medlemmer lige siden begyndelsen.
Selvfølgelig er vi stolte af at have eksisteret i 20 år. Men det interessante er alle de mennesker, der har gjort det muligt. Medlemmer, centerledere og medarbejdere har skabt de lokale fællesskaber. Det er dem, der gør, at LOOP stadig står her 20 år senere, fortæller Mads Kanstrup Poulsen.
